Konflikten mellem DSB og lokomotivførerne virker stadig langt fra til at være løst.
Mandag aften valgte Dansk Jernbaneforbund at aflyse forhandlinger med DSB's ledelse, som ellers skulle være gennemført tirsdag. Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge forbundsformand Henrik Horup har DSB ikke afleveret det materiale, der skulle danne grundlag for forhandlingerne, til tiden klokken 18 mandag.
Han ser derfor ingen grund til afholde mødet. Forbundsformanden har samtidig en mistanke om, at det passer DSB godt, at der ikke skal være hårde forhandlinger op til, at juletrafikken skal køre.
- Jeg har en svag fornemmelse af, at de aftaler, som de lægger frem, ikke er noget, som vi kan acceptere. Og så frygter de, at vi går ud og brokker os. Så jeg tror, at det passer dem fint, at mødet blev aflyst, fordi så kan vi ikke sige, hvad de har fremlagt, siger Henrik Horup til Ekstra Bladet.
Maner til besindighed
Forhandlingerne har stået på i flere måneder, og bølgerne er gået højt. Der har været arbejdsnedlæggelser, indragelse af ansattes adgangskort og en begravet stridsøkse.
Hos DSB bekræfter man, at dokumenterne ikke blev afleveret klokken 18, men underdirektør Poul Genzøe-Enemark mener ikke, at det var aftalen, og ifølge ham er materialet slet ikke vigtigt for forhandlingerne.
- Jeg kan sige, at jeg ringede fem minutter efter, at jeg havde fået emailen fra ham, og der svarede han ikke telefonen. Jeg synes, at det er brandærgerligt, at han aflyser mødet. Specielt når han sætter det op på Facebook på den måde, han gør, siger Poul Genzøe-Enemark til Ekstra Bladet.
Han forklarer endvidere, at Henrik Horup tidligere har givet udtryk for, at han selv ville tage toget i julemåneden, og det mener DSB's underdirektør stadig, at man kan.
Konflikten bunder i, at DSB i slutningen af 2017 valgte at melde sig ind i Dansk Industri, og i den forbindelse blev lokalaftaler og overenskomst med de ansatte opsagt.