Hvert år oplever tusindvis af danske kvinder, at den forfølger, de prøver at blive fri for, ved alt om, hvor de befinder sig, hvad de skriver på deres computere, og hvor de skal hen, skriver metroxpress.
Ifølge Justitsministeriets rapport, 'Omfanget og karakteren af stalking', har omkring 4.000 danskere oplevet, at de er blevet overvåget elektronisk, og ifølge flere foreninger er det et problem i vækst.
"Vi oplever, at flere og flere taler om det, og det er vores indtryk, at et stigende antal bliver overvåget digitalt på flere måder," siger Lise Linn Larsen, der er formand for Dansk Anti-stalking Forening, til metroxpress.
Foreningen, der får over 600 henvendelser om året, fører ikke statistik over, hvor mange ofre der henvender sig omkring elektronisk overvågning, men formand Lise Linn Larsen anslår, at problematikken indgår i omkring en tredjedel af de henvendelser, de får fra stalkingramte.
Mødrehjælpen oplever også, at flere overvåges elektronisk, og foreningens hjemmeside, hvor de rådgiver om, hvordan man forholder sig, hvis man er offer for digital vold, får omkring 10 besøg om dagen. Hos Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, LOKK, er man også opmærksom på problemet.
"Det er en del af vores sikkerhedspakke, at vi hjælper kvinderne med, hvordan de kan gøre sig usynlige. Vi får dem til at forholde sig til, om deres mobil er sikker, og om der er installeret noget på deres computer," siger formand Birgit Søderberg.
For overvågningen har store psykiske konsekvenser for de ofre, der forsøger at slippe fri af en kontrollerende og nogle gange voldelig partner.
"Det føles, som om han kravler ind under huden på én. Du kan ikke blive fri, og du ved aldrig, hvornår du er overvåget. Det er en meget voldsom psykisk indvirkning," siger Lise Linn Larsen.