Forfatter: LO’s første formand ville undre og glæde sig!
Debat

Af Søren Federspiel
Se alle debatindlæg

Om Søren Federspiel

Historikeren og forfatter til biografien ”Jensen er valgt” om Jens Jensen . Har tidligere skrevet bogen "Vi tog skraldet - renholdning i København 1898-2011". 

Jens Jensen var manden bag Septemberforliget i 1899 og den danske arbejdsmarkedsmodel. Han var også den første formand for LO og den første socialdemokratiske borgmester i Danmark.

”Jensen er valgt”. Jens Jensen – en biografi af historikeren Søren Federspiel er fortællingen om den fynske malersvend, der i 1880 kom til København for at søge arbejde. Han blev formand for Malernes Fagforening i 1883, for fællesorganisationen De samvirkende Fagforeninger i København i 1886 og for landsorganisationen De samvirkende Fagforbund i 1898.

Biografien er den første om ham, en fortælling om en pioner i dansk fagbevægelse og københavnsk politik, hvis liv var viet til kampen for faglig organisering og demokratiske tilstande på arbejdsmarkedet og i samfundet.

Her fortæller Søren Federspiel kort om Jens Jensens liv og sætter hans gerning op mod fagbevægelsens udfordringer i dag.

Jens Jensens liv og levned giver os et enestående indblik i, hvordan dansk fagbevægelse blev til, hvorfor den fik den opbygning, den har den dag i dag og tilbyder forklaringer på det næsten uforklarlige faktum, at fagbevægelsen har vist sig at være levedygtig gennem mere end 100 år og stadig ekspanderer og fornyer sig.

Men hvem var Jens Jensen? Han blev født i 1859 som den ældste af tre sønner i et fynsk landhåndværker- og husmandshjem, kom ud at tjene som vogterdreng men lærte også tidligt at læse og suge viden til sig. Den opvakte knægt ville gerne blive ved bogen, men kom efter konfirmationen i lære som maler i stationsbyen Aarup – mellem Odense og Middelfart.

Som udlært malersvend arbejdede han en overgang i Randers på vognfabrikken Scandia, en industriel arbejdsplads, hvor han også stiftede bekendtskab med nye ideer om socialisme.

I 1880 rejste han til København for at få arbejde, men arbejdsløsheden var lige så stor som byen, og først efter nogle måneder lykkedes det ham at blive antaget – hos en af byens største malermestre.

Der var ingen fagforening for malere, da Jens Jensen kom til København. Den gamle fra 1870’erne var gået i opløsning og en ny, Malernes Fagforening, blev først oprettet i 1881. Den meldte han sig ind i, blev sekretær og i 1883 formand – som 24-årig. Den unge formand gik målrettet efter at få organiseret malerne og søgte at overbevise mestrene om, at det også var i deres interesse at få priskuranten af 1874 gennemført. Men det var ikke alle mestre, der anerkendte svendenes ret til at være organiseret, og mestrene kunne skalte og valte, som de havde lyst. På arbejdsmarkedet gjaldt den stærkes ret, og arbejdernes styrke var deres sammenhold, solidaritet.

Fagforeningerne og Socialdemokratisk Forbund af 1878 arbejdede sammen om at organisere og oplyse svendene, og Jens Jensens artikler i Social-Demokraten om arbejdskraften som vare, der blev købt og solgt på arbejdsmarkedet, svarede til svendenes egne erfaringer.

De københavnske fagforeningsledere indså snart, at hver for sig kunne fagforeningerne ikke nå ret langt. Solidariteten måtte udstrækkes til alle fag. Faglig centralisering var vejen frem. Centralisering blev en mærkesag for Jens Jensen men bragte ham på kollisionskurs med partiformand P. Knudsen, der så Socialdemokratisk Forbund som den rette paraply over fagforeningerne.

Alligevel lykkede det i 1886 de faglige ledere at oprette De samvirkende Fagforeninger i København og at ekspandere centraliseringen til provinsen – og til Sverige og Norge. Det blev udgangspunkt for de skandinaviske arbejderkongresser, der fra 1886 blev afholdt på skift i de respektive lande.

Jens Jensen fik med fællesorganisationen og det skandinaviske samarbejde bragt arbejdskonflikterne op på et nyt niveau, og i 1890’erne begyndte centraliseringen i de enkelte fag med etablering af landsdækkende forbund. 

Arbejdsgiverne samlede sig i centralforeninger og forbundene og den københavnske fællesorganisation involverede sig i konflikter over hele landet. Det kulminerede med Arbejdsgiverforeningen af 1896 og landsorganisationen De samvirkende Fagforbund af 1898.

Jens Jensen blev formand for landsorganisationen og året efter i 1899 prøvede de organiserede arbejdere og arbejdsgivere kræfter i den hidtil største lockout, der kom til at omfatte mere end halvdelen af landsorganisationens medlemmer.

Konflikten varede i 100 dage og blev en afgørende styrkeprøve, der tiltrak sig international opmærksomhed først og fremmest ved sin kvalitet – det forhold at to velorganiserede parter stod over for hinanden i en lang, sej kamp uden udskejelser af nogen art. 

Jens Jensen trak på sit internationale netværk af faglige ledere til at samle penge ind og fik den offentlige mening over på sin side både hjemme og i udlandet.

Storkonflikten mundede ud i Septemberforliget af 1899. Jens Jensen var hovedforhandler på arbejdersiden og vurderede forliget som midlertidigt, hverken en sejr eller et nederlag, men noget der skulle gøres bedre næste gang, og næste gang ville parterne tørnede sammen på internationalt plan, mente han.

Derfor lagde han sig i selen for at få en international faglig organisering på benene, og til den ende benyttede han det skandinaviske samarbejde. Den skandinaviske arbejderkongres 1901 i København, hvor tyske, engelske og andre faglige leder var samlet, blev udgangspunkt for det Internationale Sekretariat af Landsorganisationer, der senere blev til Fagforeningsinternationalen.

Jens Jensen var formidabel som organisator, visionær, vedholdende og med fingeren på pulsen. Men han fik ikke ret i sin vurdering af Septemberforliget som midlertidigt. Tværtimod fik forliget status af en ”grundlov for arbejdsmarkedet” og blev stående frem til hovedaftalen af 1960.

Jens Jensen var også med til at få udviklet det fagretlige system i begyndelsen af 1900-tallet, men han trådte fra som faglig leder i 1903 for at blive finansborgmester i København.

Jens Jensen og hans generation af faglige ledere og socialdemokrater havde som mål at omforme det eksisterende samfund. Via demokratiske og sociale reformer skulle samfundet nærme sig en tilstand, hvor den private ejendomsret til produktionsmidlerne blev ophævet og erstattet af kollektivt ejerskab – noget arbejderbevægelsen praktiserede i de kooperative virksomheder.

Sådan udviklede det sig ikke. Den næste store arbejdsmarkedskonflikt blev ikke et internationalt show down mellem kapital og arbejde – og dog. Det store ragnarok kom men i form af verdenskrigen (1914-18) – den ultimative udbytning af den europæiske arbejderklasse som kanonføde i skyttegravene og i form af smadrede organisationer som II Internationale (1889-1914).

Jens Jensens liv og virke var præget af seriøsitet og hårdt arbejde for den sag han gjorde til sin. Hans betydning for dansk fagbevægelse er uomtvistelig. Lad os for sjov skyld foretage det eksperiment, at plante ham om til vore dage og se, hvordan han ville reagere på nogle af de udfordringer, fagbevægelsen står konfronteret med i dag. Nogle er principielt de sammen som dengang, andre er nye.

120 år efter oprettelsen af LO ville Jens Jensen nok undre sig over at hans og hans klassefællers overordnede visioner endnu ikke er blevet indfriet, at samfundet stadig er kapitalistisk, at køb og salg af arbejdskraft stadig foregår, at arbejdsgiverne stadig har retten til at lede og fordele arbejdet m.m.

Han havde nok regnet med, at mærkesagen om en demokratisering af arbejdsmarkedet, kaldet ”faglig parlamentarisme” – i lighed med den politiske parlamentarisme, der blev gennemført i 1901 – ville være blevet gennemført. Sådan gik det ikke, men hans vision levede videre i fagbevægelsen og blev fremført på ny i årene omkring 1970 af LO og Socialdemokratiet under betegnelsen ØD, økonomisk demokrati. Heller ikke dengang lykkedes det imidlertid at få gennemført en afgørende demokratisering af arbejdsmarkedet.

Til gengæld blev en anden mærkesag, nemlig kampen for 8 timers arbejdsdagen (svarende til en 48-timers uge), gennemført i 1919 og er løbende blevet reduceret. Jens Jensen ville nikke anerkendende til en gennemsnitlig arbejdsuge på 37 timer.  

Den faglige struktur han var med til at opbygge med fagforeninger, forbund, fællesorganisationer, landsorganisation og internationale forbindelser ville han genkende i dagens fagbevægelse, men han ville undre sig over de mange fag, der var helt forsvundet eller sammensluttet med andre og måbe over de mange nye fag og fagområder, der var kommet til – ikke mindst inden for informationsteknologien.

Hans overordnede projekt om faglig centralisering ville falde helt i tråd med fusionen mellem LO og FTF. Den ville i hans optik stille fagbevægelsen stærkere over for arbejdsgiverne og være endnu et solidarisk skridt på vejen mod demokratiske tilstande på arbejdsmarkedet. På den anden side ville en sådan fusion måske støde hans udprægede klassebevidsthed – skulle arbejderne nu organiseres sammen med funktionærer o.a.? I sidste ende ville hans organisationsinstinkt nok vinde over betænkelighederne.

Hvordan ville han stille sig til overenskomstforhandlingerne på det offentlige arbejdsmarked, der blev eksponeret i foråret 2018? Han ville sikkert starte med at fastslå, at den arbejdsmarkedsmodel, han havde været med til at forhandle igennem, tog sigte på det private arbejdsmarked og pege på, at den klassiske situation med to parter og en tredje uvildig part ikke eksisterede på det offentlige arbejdsmarked, hvor arbejdsgiverne indtog en dobbeltrolle som arbejdsgiver og lovgiver og dermed i sidste ende kunne bestemme indholdet af en overenskomst. Hvad hans bud på problemet ville have været er svært at gisne om.

Hvordan ville han forholde sig til det medlemstab, fagbevægelsen løbende er udsat for? Og det forhold, at nogle melder sig ind i en billigere forening som Krifa, Kristelig Fagbevægelse? Det ville han helt sikkert stille sig uforstående overfor og være gået til kamp mod de kristelige, som han faktisk gjorde.

Den kristelige fagforening blev oprettet i hans tid som faglig leder oven i købet midt under storkonflikten, nemlig i juni 1899. Landsorganisationen tog straks skridt til at bekæmpe Kristeligt dansk Fællesforbund for Arbejdsgivere og Arbejdere, som det hed. Alene navnet var kompromitterende og Jens Jensen ironiserede over ”fænomenet”: ”En bibelfast mand vil ikke have store vanskeligheder ved at bevise, at det strider mod et kristeligt standpunkt, når arbejderne begærer mere i løn, ja at det ligefrem er af det onde at begære mere af denne verdens gods”.

Han mente nok, at de kristelige ville volde fagbevægelsen bryderier, men ikke at de ville udgøre en trussel. Måske ville han gå hårdere til de kristelige, hvis LO-fagbevægelsen blødte medlemmer til dem, og forklare potentielle medlemmer, at de ikke fik den ægte vare med forhandlingskompetence m.m. men et blodfattigt surrogat.

I Jens Jensens tid som faglig leder kørte globaliseringen på højtryk. Den blev afbrudt af 1. verdenskrig i 1914 og kom først på gled igen efter 2. verdenskrig (1939-45). De udfordringer den aktuelle globalisering stiller fagbevægelsen overfor er principielt de samme, som i Jens Jensens tid. Hans holdning til indvandring af arbejdskraft og arbejdskraftens frie bevægelighed var, at det var helt i orden bare arbejdstagerne var organiseret og arbejdede på samme overenskomster som deres danske kolleger.

Dansk fagbevægelse anno 2018 ville ikke være ukendt land for en fagforeningsleder fra 1800-tallet. Jens Jensen ville nok først og fremmest glæde sig over, at den armod, hans klassefæller måtte leve i, var blevet overvundet og at fagbevægelsen stod så stærkt i samfundet, at en LO-formand i 1982 kunne erklære: ”Vi har sejret ad helvede til – godt”. 

Dette er et debat-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Vi opfordrer dig til at engagere dig i emnet, men med konstruktive og respektfulde refleksioner. Vi opfordrer til en positiv debat, hvor vi diskuterer sagen, ikke personen. På den måde skaber vi sammen en debat, man gerne vil være en del af. Ikke fri for!
Avisen.dk forbeholder sig retten til at moderere i indlæg, der er ringeagtende eller indeholder personlige angreb.


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.