Den nuværende syvtrinsskala skal enten ændres eller helt erstattes.
Sådan lyder budskabet fra størstedelen af de gymnasie- og universitetslærere, der har svaret på en rundspørge fra Berlingske.
Lærerne svarer samtidig i overvejende grad, at de synes, at den gamle 13-skala var bedre end den nuværende.
1868 STX-gymnasielærere har svaret på rundspørgen fra Berlingske. Her svarer 35 procent, at den nuværende karakterskala bør ændres, mens yderligere 21 procent mener, at skalaen bør erstattes med en helt ny.
Blandt universitetsprofessorer og -lektorer har 1267 svaret på rundspørgen. 29 procent svarer, at skalaen bør ændres, mens hele 38 procent mener, at karakterskalaen skal erstattes.
Hos gymnasie- og universitetslærerne svarer henholdsvis 57 og 66 procent, at de foretrækker den gamle 13-skala.
Berlingske tager selv en smule forbehold for resultaterne, da det er en mulighed, at det overvejende er de personer, der har en negativ indstilling til den nuværende karakterskala, der har deltaget i rundspørgen.
Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) er dog enig i, at syvtrinsskalaen har visse udfordringer.
Blandt andet de store spring fra karakteren 4 til 7 og fra 7 til 10.
- Jeg har selv rettet eksamensopgaver, og de store spring i den nye karakterskala er en udfordring, siger Søren Pind til Berlingske.
Søren Pind og undervisningsminister Merete Riisager (LA) meddelte i maj, at regeringen har iværksat en evaluering af karakterskalaen.
Og Søren Pind indrømmer blandt andet, at han savner den ekstraordinære karakter fra 13-skalaen:
- Der er meget stærke holdninger til 13-skalaen, og jeg er nødt til at afvente evalueringen. Men jeg savner selv den ekstraordinære karakter. Det skaber en usund kultur, at man får 12, hvis man bare ikke laver fejl.
Resultatet af evalueringen forventes at ligge klar midt i 2018.
/ritzau/