I Rødovre Kommune og Albertslund Kommune er alle skoler og fritidsordninger lukket fra tirsdag, fordi der er for høj smitte.
Sundhedsmyndighedernes grænse er, hvis der er flere end 200 smittetilfælde per 100.000 indbyggere den seneste uge. Den grænse har begge kommuner passeret.
Det fremgår af pressemeddelelser fra de to kommuner.
Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der har påbudt, at der skal holdes lukket i de to kommuner.
- Det er synd for børnene, at de ikke kan komme i skole. Det gælder ikke mindst de store elever, som har været væk fra skolen i mange uger, og som havde glædet sig til at se kammeraterne, siger Britt Jensen (S), borgmester i Rødovre Kommune, i pressemeddelelsen.
- Men der er desværre ingen vej uden om. Vi bliver nødt til at få smitten ned igen, så det bliver trygt og sikkert for alle at komme tilbage i skole.
I stedet skal eleverne igen have fjernundervisning fra tirsdag, når påskeferien slutter. Det i første omgang frem til 11. april, at der er lukket i de to kommuner.
Indtil videre er der ingen meldinger om, at lukningen skulle få betydning for genåbningen af de liberale erhverv som frisører og massører i de to kommuner tirsdag.
I fem andre hovedstadskommuner må de liberale serviceerhverv først åbne 11. april på grund af høj smitte. Det gælder Ishøj, Brøndby, Halsnæs, Fredensborg og Gladsaxe.
Her er skoler og fritidsordninger også blevet lukket ned.
I Rødovre erkender man, at det er gået den gale vej.
- Vi har længe ligget flot, selv om smittetallene i kommunerne omkring os har været meget høje. Vi har været gode til at passe godt på hinanden i Rødovre.
- Men efter genåbningen er smittetallene også steget hos os, og det er gået hurtigt inden for de seneste dage, siger Britt Jensen.
/ritzau/