Sent torsdag aften er Folketingets partier stadig i gang med at forhandle om regeringens vidtgående hastelov, der skal sættes i værk som følge af situationen med coronavirus.
Men forhandlingerne trækker ud, og partierne er endnu ikke nået dertil, hvor de kan komme tilbage i folketingssalen.
Partierne skulle klokken 21 have mødtes i salen for at andenbehandle lovforslaget og senere efter planen stemme om loven ved tredjebehandlingen.
Men andenbehandlingen blev i første omgang udskudt til klokken 22 og senere igen til klokken 23.30.
Uanset hvad tegner der sig et stort flertal for loven, der er blevet både fremsat og førstebehandlet torsdag.
Loven skal være med til at inddæmme den coronavirus, som i de seneste uger har spredt sig eksplosivt i Danmark.
27. februar blev det første smittetilfælde konstateret i Danmark, og torsdag nåede antallet af konstateret smittede i Danmark op på 674 personer.
Hasteloven skal flytte en række beføjelser fra myndighederne til den siddende sundhedsminister, som er Magnus Heunicke (S).
Regeringen erkender selv, at tiltagene er vidtgående.
Hasteloven giver ifølge regeringens ønsker blandt andet myndighederne mulighed for at trænge ind i folks private hjem uden en retskendelse, hvis der er mistanke om coronasmitte.
Loven skal være midlertidig og gælde til 1. marts næste år.
En del af bestemmelserne i hasteloven vil først kunne træde i kraft fra begyndelsen af næste uge.
/ritzau/