Kærlighed var nøgleordet, da den 97-årige svenske prinsesse Lilian blev stedt til hvile i Stockholm lørdag.
Hele den svenske kongefamilien var til stede i slotskirken, hvor prinsessens kiste var svøbt i det svenske flag og omgivet af liljekonvaller, skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Også dronning Margrethe var med til ceremonien for den folkekære prinsesse, der var gift med prins Bertil, som døde i 1997. Bertil var bror til dronning Ingrid.
At begravelsen stod i kærlighedens tegn skyldtes netop Lilians ægteskab med Bertil. Lilian måtte vente i tre årtier på at få sin prins, for selv om de boede sammen siden midten af 1940'erne, blev de to først gift i 1976.
Hvis prins Bertil havde valgt at ægte den borgerligt fødte og fraskilte Lilian, ville Sverige reelt havde stået uden en arving til tronen. Men da Sveriges nuværende konge, Carl Gustaf, overtog tronen efter sin farfar, Gustav Adolf - Bertils far, kunne Lilian få sin prins.
Lilian mødte sin prins under Anden Verdenskrig, da han var udstationeret ved den svenske ambassade i London. De to flyttede sammen efter Lilians lejlighed var blevet ødelagt i et bombardement.
Prinsesse Lilian var elsket af det svenske folk, og hun har været en stor støtte for kronprinsesse Victoria, som også har kæmpet for at få sin kærlighed med Daniel blåstemplet af sin far - Carl Gustaf, skiver tv2.dk.
Prinsesse Lilian blev født i Wales i 1915. For en uge siden døde hun i sit hjem efter at have lidt af sygdommen Alzheimers i flere år.
/ritzau/TT