Det bliver mere end svært at leve op til reglerne om 225 timers beskæftigelse for de 56.000 borgere, der foreløbigt står til at få en lavere offentlig ydelse fra den 1. oktober, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.
Årsagen er, at gruppen skal have 225 timers arbejde om året for at fastholde kontanthjælp, men hos flere kommuner med høj ledighed lyder vurderingen, at det ikke er realistisk. Samtidig oplyser jobportalen Jobindex, at kun 5 procent af dens jobannoncer er deltidsstillinger.
Det svarer til 530 annoncer, og langt størstedelen af disse kræver en uddannelsesbaggrund som f.eks. sygeplejerske eller pædagog.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen mener ikke, at man kan bruge antallet af opslåede stillinger som pejlemærke, og han påpeger, at kommunerne selv har visiteret dem, der risikerer at få sænket ydelserne:
"Det er mennesker, der hele tiden har haft pligt til at være job- eller uddannelsessøgende. Nu vil en gruppe opleve effekterne af 225-timersreglen."
Formanden for LO, Lizette Risgaard, kalder reglen for symbolpolitik:
"Man er i gang med et socialt eksperiment, som heller ikke virkede sidste gang. Taberne bliver børnene."
Om muligheden for job til få timer om ugen, siger Kaare Danielsen, direktør i Jobindex, siger, at "der er ikke nogen nemme stillinger tilbage i Danmark".
Jobkonsulent i Brøndby Kommune Lars Foss vurderer, at der er 2-5 job med en månedlig arbejdstid på under 40 timer til i alt 360 personer, der er ramt af de nye regler:
"På kort sigt er der nogle svage borgere, som får det svært, og som vi ikke kan få ud i virksomhederne."