Anders Fogh Rasmussen går efter en bred aftale bag en ny VK-regering, og intet er udelukket, siger statsministeren.
Valget gav VKO 89 mandater, og Fogh kan vælge mellem et færøsk mandat eller invitere Ny Alliances fem mandater ind.
- Jeg ønsker
et bredt samarbejde og jeg lægger op til, at dem der peger på mig som
statsminister, er med til at tilvejebringe grundlaget for regeringen,
siger Anders Fogh Rasmussen og tilføjer.
- Men nu må vi lige
afvente det endelig mandat-mæssige, før vi griber sagen an og
forhandler politik og alt det andet, siger statsministeren.
Ny Alliances leder Naser Khader anbefaler på DR s og TV 2 s partilederrunde, at Anders Fogh Rasmussens regering træder tilbage ved en dronningerunde.
- Vi mener, at det er bedst, at starte på en frisk og anbefaler en dronningerunde, men vi har ikke flertallet og Fogh kan vælge at danne regering uden, siger Naser Khader.
Og statsminister Anders Fogh Rasmussen vil ikke fortælle, hvor regeringen vil hente sit sidste mandat.
Pia Kjærsgaard er lettere mopset over, at ingen har rost hende og Dansk Folkeparti for fremgangen på ét mandat i forhold til valget i 2005 - det tredje valg i træk, at Dansk Folkeparti går frem.
- Jeg vil bare gøre opmærksom på mine 25 mandater, siger hun med et smil på læben.
Foreløbig går Fogh til dronningen onsdag formiddag for at orientere hende om valgets resultat, hvilket ikke er det samme som en dronningerunde. Og først derefter begynder de vanskelige forhandlinger om en ny VK-regering.