Danmark er i forvejen kendt for at være et land, der er langt fremme i udviklingen af en cirkulær økonomi, som baserer sig på fornybare og genomsættelige biologiske ressourcer.
Men vi kan blive endnu bedre, fremgår det af det idékatalog med 27 indsatser, som regeringens såkaldte advisory board for cirkulær økonomi afleverer i dag.
Mange af dem vedrører fødevareerhvervet, og hos Landbrug & Fødevarer er man da også klar til at tage sin del af ansvaret for at gøre Danmark mindre afhængig af fossile og mineralske råstoffer.
- Det er helt i tråd med vores linje, og nu skal Danmark væk fra skåltalerne og på med arbejdstøjet.
- Vi er i forvejen en sværvægter i debatten om cirkulær bioøkonomi, og vores fødevareproduktion er kendt for at være en af verdens mest ressource- og klimaeffektive.
- Den position skal vi udvikle og udnytte, siger direktør Karen Hækkerup.
Hun fremhæver også den cirkulære bioøkonomi som en mulighed for at øge Danmarks fødevareeksport yderligere.
- Tidligere har man satset på vindenergi, som har udviklet sig til et eksporteventyr.
- Men den cirkulære økonomi har for mig at se samme potentiale, fordi vi også her bygger oven på den store erfaring, vi allerede har, siger hun.
Karen Hækkerup minder dog også om, at det ikke sker af sig selv.
Hun opfordrer derfor regeringen til at bakke op om udviklingen.
Det kan ske ved at afsætte flere midler til forskning, målrette sin indkøbspolitik efter fossilfri produkter og materialer og ved at genoplive det nedlagte Nationale Bioøkonomipanel.
/ritzau/