Sukkersygepatienter kan få et langt stærkere hjerte og nedsætte behovet for medicin, hvis de snører fodboldstøvlerne og spiller bold et par gange om ugen.
Det viser et nyt studie fra Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet.
Resultaterne er blevet publiceret i det amerikanske tidsskrift Medicine & Science in Sports & Exercise, skriver universitetet i en pressemeddelelse.
Allerede efter 12 uger med fodboldtræning to gange om ugen bliver hjertefunktionen hos patienter med type 2 diabetes forbedret og blodtrykket falder, lyder det.
- Vi fandt, at fodboldtræningen forbedrede hjertets fleksibilitet markant, og at selve hjertemuskelvævets hastighed under denne proces var forøget med hele 29 procent.
- Det svarer faktisk til, at hjertet efter tre måneders træning var blevet 10 år yngre, skriver ph.d.-studerende Jakob Friis Schmidt, der sammen med en medstuderende står bag studiet.
Undersøgelsen er lavet blandt 21 mænd med type 2 diabetes i alderen 37-60 år.
60 procent af deltagerne havde forhøjet blodtryk. Men fodboldtræningen sænkede blodtrykket så meget, at det svarede til at tage blodtryksnedsættende medicin.
Studiet viste også, at konditionstallet hos deltagerne blev forbedret med 12 procent.
- En bedre kondition nedsætter risikoen for følgesygdomme til type 2 diabetes og gør det lettere at klare daglige gøremål og vedligeholde fysisk aktiv tilværelse, skriver ph.d.-studerende Thomas Rostgaard Andersen, der også står bag undersøgelsen.
Studiet er lavet i samarbejde med hjerteafdelingen på Gentofte Hospital og Steno Diabetes Center.
/ritzau/