Den tyske fodboldstjerne Lukas Podolski er verdensmester. I en alder af kun 29 år har han allerede rundet 121 tyske landskampe og har i det hele taget oplevet lidt af hvert.
Tilsyneladende er han også så mæt af oplevelser, at et titelforsvar af Tysklands VM-triumf i 2018 ikke er et tema for ham.
Det siger han ifølge nyhedsbureauet dpa i et interview med Bild-Zeitung.
- Næste års EM er den sidste store turnering for mig. Der er stadig tre år til det næste VM, siger han.
Ved næste sommers EM-slutrunde er Lukas Podolski 31 år. Med sidste års VM-triumf har han opnået karrierens store drøm, og "det kan ingen tage fra mig."
Lukas Podolski er på kontrakt i Premier League-klubben Arsenal, men er lejet ud til den italienske klub Inter i resten af denne sæson. Her er han begejstret for at være.
- Mit første indtryk er godt, og jeg er blevet taget godt imod. Selv om den første tid i nye omgivelser aldrig er let, kunne jeg være tilfreds med min indsats i den første kamp, siger han.
Tyskeren fortæller desuden i interviewet, at hans drøm handler om sønnen.
- Jeg drømmer om, at min søn en dag skal hente VM-pokalen.
/ritzau/