Uanset hvor skidt det går i Superligaen har investorerne usvækket tillid til superligaklubben Brøndby.
Sådan tolker aktieekspert Per Hansen fra investeringsbanken Nordnet onsdagens melding om, at Brøndby henter mindst 87 millioner kroner - 65 millioner fra investoren Jan Bech Andersen og yderligere 22 millioner fra unavngivne investorer.
Ifølge Per Hansen er nyheden ualmindelig god for superligaklubben, som lige nu ligger sidst i ligaen efter fem spillerunder, og i sidste sæson kun med nød og næppe undgik at rykke ud af Superligaen.
- Brøndby vinder ro og handlefrihed på denne aktion. Ledelsen får en frihed til at gøre, hvad den tror på på lang sigt, siger Per Hansen.
- Hvis vi går tre måneder tilbage, så fik Brøndby 100 millioner kroner ned i en pengekasse, som var gabende tom. Klubben reddede sig i Superligaen, men indledte så denne sæson med endnu dårligere resultater end sidste år.
- Tirsdag meldte klubben ud, at den forventer et underskud på 30 millioner kroner i dette regnskabsår. Hvis Brøndby ender denne sæson som den bløde mellemvare, hvilket vel ikke er urealistisk, så tror jeg, at det resultat er for optimistisk.
- Så bliver resultatet måske snarere et underskud på 50 millioner kroner. Derfor vender man sig nok allerede nu mod venner i nøden og sikrer allerede nu en handlefrihed, forklarer Per Hansen.
Han mener, at Brøndby - ved at sikre en bedre økonomi allerede nu - undgår at skulle ud i desperate handlinger senere.
- De slipper for pludselig at skulle sælge nøglespillere til underpris bare for at få penge i kassen.
- Og så viser det os i øvrigt, at Brøndby trods katastrofale resultater har en usvækket tillid hos investorerne.
Per Hansen hæfter sig desuden ved, at investorerne køber aktier til en højere pris end ved seneste aktieemission. Det betyder, at de investorer, som allerede har købt aktier, ikke kan føle sig snydt.
- De er nok snarere glade for, at nogen vil investere yderligere i klubben, selv om det går dårligt, siger han.
/ritzau/