De 12 fodbolddrenge og deres fodboldtræner, der sad fanget i en grotte i Thailand, er på torsdag i næste uge klar til at blive udskrevet fra hospitalet.
Det oplyser landets sundhedsminister, Piyasakol Sakolsatayadorn.
- Vi er nødt til at forberede både børnene og deres familier på den opmærksomhed, de vil få, når de kommer ud, siger ministeren.
Drengene og deres træner forsvandt ind i en stor grotte den 23. juni i det nordlige Thailand.
Regnmasser og stigende vandstand tvang dem længere og længere ind i grotten. Ni dage senere blev de fundet af dykkere, der søgte efter dem.
Og først tirsdag blev de sidste drenge reddet ud efter en enorm redningsaktion med bidrag fra hele verden.
Drengene blev indlagt i isolation på hospitalet på grund af infektionsfare, men onsdag gav lægerne grønt lys for familiebesøg. En talsmand for sundhedsmyndighederne udtalte, at der ikke var fundet tegn på alvorlige infektioner.
Indtil da måtte forældrene nøjes med at se deres drenge gennem vinduesglas.
Det thailandske sundhedsministerium oplyste onsdag, at drengene havde tabt meget i vægt, men alle er i god tilstand.
I en video, der blev afspillet på en pressekonference lørdag, sidder drengene i deres senge på hospitalet og ser ud til at have det fint.
- Mit helbred er godt nu, siger en af drengene, der er 14 år og går under kaldenavnet "Note".
- Tak for at have reddet mig, siger han.
Redningsaktionen er blevet fulgt verden over, og drengene har allerede opnået kultstatus. Det samme har træneren, den 25-årige Ekapol Chanthawong.
Gennem det hele nægtede den tidligere munk at spise noget af den mad, gruppen havde med i grotten. Han brugte samtidig meditation til at holde børnene ved godt mod.
Nogle af medlemmerne af gruppe har tabt sig op mod fem kilo, men de er ifølge myndighederne begyndt at tage på igen.
- Jeg vil have sprødt svinekød med ris og grillet svinekød med ris, siger den 15-årige Pipat Photi i videoen.
/ritzau/Reuters