Alternativet har i weekenden fået en ny politisk leder, og nu skal partiet i gang med at finde en ny politisk ordfører.
Rasmus Nordqvist, som selv ville være partiets nye leder, men tabte valget, takkede mandag af som politisk ordfører.
Det forstår Alternativets nye leder, Josephine Fock, godt.
- Det har jeg meget stor forståelse for og også meget stor respekt for.
- Jeg kan godt forstå, at Rasmus er rigtig skuffet og har brug for at sunde sig. Det er helt naturligt. Jeg tror, at jeg havde gjort det samme, siger Fock.
Hun var ikke orienteret om Nordqvists beslutning. Den kom han med på Facebook mandag formiddag.
- Det er noget, Rasmus selv har valgt. Han stillede op som politisk leder, og han blev ikke valgt. Han har præsenteret sit eget projekt, men medlemmerne har bakket op om mig og mit projekt, så på den måde har jeg respekt for det.
- Det, som Rasmus også siger, er, at på denne måde giver han mig plads og mulighed for, at det projekt, som medlemmerne bakker op om, er det, som vi har plads til nu i Alternativet, siger Fock.
Hun er tidligere medlem af Folketinget for Alternativet, men er det ikke i øjeblikket.
Fock understreger, at den nye politiske ordfører skal vælges blandt partiets folketingsgruppe.
Fock har kig på "et par navne" til den fremtrædende post, som hun formulerer det. Men navnene holder hun for sig selv. Tirsdag mødes hun med folketingsgruppen, hvor sagen vil blive taget op.
Fock kalder Nordqvist en dygtig politiker, og han kunne godt være fortsat som politisk ordfører under Focks ledelse.
- Jeg tror, at valget gik dårligere, end han selv havde forudset, og det gør, at så er man nødt til at revurdere, hvad man har lyst til nu og her, siger Fock.
Nordqvist røg ud i anden afstemningsrunde på weekendens ekstraordinære landsmøde, mens Fock vandt tredje runde med 936 stemmer mod 668 til Theresa Scavenius.
Alternativets nye politiske ordfører skal findes blandt partiets fire øvrige medlemmer af Folketinget, efter at Nordqvist har trukket sig. Det er Torsten Gejl, Sikandar Siddique, Susanne Zimmer og Uffe Elbæk.
Sidstnævnte er sammen med Nordqvist og Fock medstifter af partiet, og indtil weekenden var Elbæk Alternativets politiske leder. Den post forlod han selv for at give plads til en ny.
Mandag kom det ligeledes frem, at Leila Stockmarr trækker sig som medlem af hovedbestyrelsen, som hun var været talsmand for.
Den beslutning forstår Fock også godt. Stockmarr og Nordqvist arbejdede nemlig tæt sammen, siger Fock.
/ritzau/