Det har vakt forargelse, at en gruppeleder af hjemmeplejen i København blev beskyldt for mobning og chikane af hendes egen fagforening FOA, da hun afslørede to kolleger i at snyde.
Men nu viser det sig, at den nu fyrede gruppeleder slet ikke var medlem af FOA i 2009, da sagen fandt sted.
"Hun meldte sig ud i 1998 og har ikke været medlem siden. Det stiller unægtelig sagen i et andet lys, for kritikken har været, at vi tog medarbejdernes parti mod hende. Men hvis hun ikke er medlem, kan hun ikke forvente samme service som medarbejderne," siger formand for FOA, Dennis Kristensen, til Newspaq.
Berlingske Tidende skriver i dagens avis, at gruppelederen Charlotte Andersen mistede sit job efter at have påtalt snyd.
Hun tog bl.a. opstilling på gaden foran en klients dør for at se, om hjemmehjælperen kom. Men ingen kom, selvom det senere fremgik af kørebogen.
Ifølge Charlotte Andersen beskyldte FOA hende for mobning og ledelseschikane og fik hende fyret. Hun finder det paradoksalt, at "hun som medlem af FOA blev anklaget af FOA".
"Det rokker unægtelig ved hendes troværdighed, hvis hun har glemt at oplyse den lille detalje om sit medlemsskab," siger Dennis Kristensen, der også afviser, at FOA skulle have fået hende fyret.
"Vi har ikke kompetence til at træde ind på rådhuset og få folk fyret. Det er kommunens beslutning at drage konsekvenserne af sagen," siger han.