Hvis du ikke har vedligeholdt dit tag, så kan du ende med et erstatningsansvar på op mod 10 millioner kroner, hvis vinden sender en tagsten i hovedet på en fodgænger.
Det oplyser brancheforeningen Forsikring og Pension, efter at en 41-årig mor til to mindre børn er i livsfare, fordi hun mandag fik en nedfalden tagsten i hovedet på Frederiksberg.
- Som udgangspunkt ender man ikke med et erstatningsansvar for ting- eller personskade, hvis det stormer, fordi det jo ikke er nogens skyld, at det blæser, siger Riccardo Krogh Pescatori, konsulent i Forsikring og Pension, til Ritzau.
- Medmindre man kan bevise, at der ligger en forsømmelse bag. Hvis ejeren har været klar over, at taget er pilråddent, og man bare ikke har vedligeholdt det. Så kan ejerne godt blive idømt et erstatningsansvar, forklarer han.
Kvinden blev ramt, da hun fra baggården til en fireetagers ejendom på Peter Bangs Vej 156 gik ud på gaden, hvor en sten i samme øjeblik faldt til jorden fra bygningens tag.
Stenen er faldet ned på grund af den kraftige blæst, som sender tagsten mod gaden flere steder i hovedstaden. Vinden er dog ikke orkanstyrke, og det gør det lettere at sende et erstatningskrav til ejerne.
Hvis det stormer kraftigt, som i 1999 eller 2005, er det sværere at placere et ansvar, fordi ligegyldigt hvor meget man sikrer sig, så kan der ske ulykker.
Så når vinden ikke kommer op på den helt store skala - og der alligevel falder tagsten ned - er det nemmere at give ejeren af ejendommen skylden.
- Hvis det kun blæser i mindre grad, som nu, og der sker en ulykke, så kan der nemmere være et ansvar hos dem, der ejer bygningen, fordi der er dårlig vedligeholdelse, siger Riccardo Krogh Pescatori.
Man skal tjekke sin ejendom en gang om året, heriblandt taget og nedløbsrør, og hvis man vælger at lukke øjnene for manglende vedligeholdelse, så kan man ende med erstatningsansvaret.
Det er den såkaldte grundejeransvarsforsikring, som dækker et erstatningskrav på op mod 10 millioner kroner. Der kan være højere erstatningskrav, men så må resten afgøres i et civil søgsmål mod skadevolder.
Personskade er en skærpende omstændighed, fordi personer skal bevæge sig rundt for at få hverdagen til at fungere.
Men hvis din bil får en tagsten i taget, så er det svært at kræve erstatning fra ejendomsejere, fordi man burde være klar over øget vindstyrke, og derfor kunne have parkeret et andet sted.
Den maksimale erstatningssum ved tingskade er to millioner kroner.
/ritzau/