Flygtet fange er atter bag tremmer

Krimi
(Foto: Foto: Ritzau Scanpix)

En ung mand, der torsdag morgen stak af fra fængselspersonale i Nyborg, er blevet anholdt uden dramatik.

Iført et fikseringsbælte lykkedes det torsdag morgen en fange at stikke af fra fængselspersonale i Nyborg.

Men tiden i frihed blev kort for den 21-årige mand. Klokken 16.15 blev han anholdt uden dramatik på Kongegade i Nyborg.

Det skriver Fyns Politi på Twitter.

Politiet har ikke fortalt, hvorfor manden var i fængselspersonalets varetægt.

Under flugten lykkedes det ham at vriste sig fri af fikseringsbæltet. Han havde det ikke på ved anholdelsen, og politiet har sidst på eftermiddagen ikke fundet det.

- Det ligger jo nok et eller andet sted i Nyborg, siger vagtchef Lars Fredensborg.

/ritzau/