Stansted-lufthavnen uden for London har fredag aften indstillet flytrafikken indtil videre. Det skriver lufthavnen på Twitter.
Det skyldes, at et fly havde fået motorproblemer ved en startbane.
Flyet, der skulle være fløjet fra London til Wien, var ved at trille ud til startbanen, men måtte opgive at lette på grund af et formodet problem med en motor.
Redningsmandskab er på stedet. Som en sikkerhedsforanstaltning er alle passagerer evakueret fra flyet, meddeler lufthavnen.
Passagererne er bragt tilbage i lufthavnsterminalen, oplyser Stansted og det østrigske luftfartsselskab Laudamotion, der ejer flyet.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der tale om et fly af typen Airbus A320.
Laudamotion bekræfter, at der er tale om et motorproblem. Selskabet skriver på Twitter, at der var 328 mennesker om bord, og at de blev evakueret med bus fra den såkaldte "taxi"-bane på vej mod startbanen.
Stansted-lufthavnen oplyser klokken 23 dansk tid, at flyet nu er fjernet og er ved at blive undersøgt.
Alle flyvninger vil blive genoptaget, så snart det er muligt, skriver lufthavnen på Twitter.
Stansted ligger omkring 68 kilometer nordøst for London. Det er især Ryanair og andre lavprisselskaber, der flyver til og fra denne London-lufthavn.
/ritzau/