Den unge fange, der i går stak af iført håndjern fra retten i Glostrup, er igen bag tremmer. Det skriver ekstrabladet.dk.
Den 24-årige mand var i retten, fordi han er sigtet for en række forhold mod sin ekskæreste. Blandt andet handlede det om vold, trusler og frihedsberøvelse. Retten skulle have vurderet, om mandens varetægtsfængsling skulle forlænges.
Men mens han var under opsyn af fængselsfunktionærer fra Kriminalforsorgen - og iført håndjern - stak fangen af.
Ifølge ekstrabladet.dk har vidner set ham løbe rundt ved Vallensbæk Station med en flok betjente i hælene. Men hvor han præcis blev fanget, holder politiet for sig selv. Man vil dog gerne oplyse, at mandens håndjern var savet over, da man fandt ham.