Det sker dobbelt så ofte, at der ryger en finger i rundsaven på en lille virksomhed sammenlignet med på en stor arbejdsplads.
Det viser tal fra ulykkesstatistikken, skriver Erhvervsbladet.
De mange ulykker i små og mellemstore virksomheder skyldes, at det ofte kun er lederen, der tager sig af sikkerheden ved siden af, at han skal sørge for salg og produktion og fakturaer og ind imellem give en hånd med i produktionen.
"De store virksomheder har en professionel sikkerhedsrådgiver og -organisation, men på den lille virksomhed kommer ulykken som et lyn fra en klar himmel," siger Peter Hasle fra Det Nationale Center for Arbejdsmiljø, NFA.
Han vil på en international konference, der åbnede i går, fortælle om de danske forsøg med at lade revisorer rådgive om arbejdsmiljø, når de alligevel kontrollerer virksomhedens regnskab.
Omkring 200 revisorer har været på kursus i at miljø-rådgive, og tilbagemeldingerne er positive.