Der er stadig tømrere, pædagoger og andre faggrupper uden læreruddannelse, der underviser i folkeskolen, men der er ikke så mange som tidligere.
Det viser den årlige undersøgelse af lærermangel foretaget af Danmarks Lærerforening.
Antallet af ikke-læreruddannede i lærerstillinger er faldet i løbet af det sidste år.
Det skyldes, at kommunerne har gjort en stor indsats for at få uddannet arbejdskraften bl.a. som meritlærere, påpeger Danmarks Lærerforening.
I alt er 2.277 lærerstillinger på landets skoler bemandet af medarbejdere, der ikke har en læreruddannelse eller en meritlæreruddannelse, mens 47 lærerstillinger er ubesatte.
Manglen på uddannede lærere er ujævnt fordelt over landet. I nogle kommuner har alle, der er ansat i en lærerstilling, en læreruddannelse.
I andre kommuner er hver femte lærerstilling besat af medarbejdere uden en læreruddannelse.