Fra 2013-2016 er antallet af sygedage hos personer over 60 år steget med 10 procent, skriver Fagbladet 3F.
Det er et markant højere spring end de yngre generationer. Det viser tal fra Danmarks Statistik over hvor mange sygedage en person i gennemsnit har haft over et år.
Ifølge professor Per H. Jensen, arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, skyldes den store stigning i sygefraværet formegentligt indførslen af efterlønsreformen i 2014.
- Mange lønmodtagere er nedslidte, når de når 60-års alderen, og hvis man tvinger folk til at blive længere tid på arbejdsmarkedet end de orker fysisk og mentalt, bliver de syge. Mange af dem der tidligere gik på efterløn, havde måske allerede et dårligt helbred fra de var 55, men de strammede ballerne og blev til de var 60, fordi det var mere værdigt at gå på efterløn end at komme på førtidspension, siger han.
Hele 42,8 procent flere mænd over 60 år, som arbejder inden for landbrug, skovbrug eller fiskeri er syge. Hos mænd med andet manuelt arbejde er tallet 22,3 procent, mens det for kvinder er 11,7 procent.
Det høje sygefravær er ifølge beskæftigelsesordfører fra Socialdemokratiet, Leif Lahn Jensen, et kæmpe problem, som skal tages seriøst.
- Det er vores opgave som politikere at sørge for, at folk i arbejde ikke er nedslidte, og at de har et ordentligt arbejdsmiljø. Man kan gøre rigtig meget ved arbejdsmiljøet ude på arbejdspladserne og sørge for, at de ansatte bliver skånet så meget som muligt, men det kan ikke fange alt. En mand, der for eksempel har arbejdet i fiskeindustrien, siden han var helt ung, kan naturligt ikke holde til det resten af sit liv, siger han.
Ifølge beskæftigelsesminister fra Venstre, Troels Lund Poulsen, er det nødvendigt, at folk bliver længere på arbejdsmarkedet, fordi vi levere længere og har et bedre helbred end før.
- De kommende 20 år vil aldersgruppen over 70 år vokse med 50 procent. Derfor er det afgørende, at vi trækker os senere tilbage, hvis vi vil bevare et stærkt velfærdssamfund. Ellers overlader vi regningen til kommende generationer, og det er ikke rimeligt. Derfor er det også godt, at flere over 60 år arbejder i dag end tidligere, siger han.
Han slår dog fast, at det er vigtigt, at folk har mulighed for at stoppe med at arbejde, hvis kræfterne er helt opbrugt.
Fagbladet 3F