Et stigende antal luftfartsselskaber er onsdag begyndt at styre deres fly uden om Irak og Iran som følge af et iransk angreb mod to luftbaser i Irak.
Blandt selskaberne er den franske gigant Air France.
- For en sikkerheds skyld har Air France besluttet at indstille alle fly, der går gennem iransk og irakisk luftrum, som følge af meldinger om luftangreb, lyder det fra en talsmand fra Air France.
Iran affyrede natten til onsdag adskillige ballistiske missiler mod luftbasen Ain Al-Asad i det vestlige Irak. Der er både amerikanske og danske soldater blandt de udstationerede på basen.
Også en luftbase i Erbil i den nordlige og kurdiske del af Irak blev beskudt.
Tyske Lufthansa meddeler onsdag, at selskabet har aflyst dets daglige flyvning til Irans hovedstad, Teheran. Også lørdagens planlagte tur til Erbil er aflyst.
Det skandinaviske luftfartsselskab SAS har aflyst et fly fra Stockholm til Libanons hovedstad, Beirut. Det fremgår af SAS' hjemmeside.
- Vi ved ikke, om vi skal aflyse flere fly, men det næste til Beirut er først planlagt til på lørdag, så der kan situationen have ændret sig, siger Kristian de Place Gamborg Hansen til det svenske nyhedsbureau TT.
Det australske luftfartsselskab Qantas oplyser, at dets langdistancerute fra London til Perth bliver omdirigeret.
- Vi justerer vores flyruter over Mellemøsten for at undgå irakisk og iransk luftrum, indtil vi ved mere, siger en talsmand for selskabet.
Også Singapore Airlines og Malaysia Airlines ændrer deres ruter.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP