Flere kalve mister livet under voldsom gårdbrand

Krimi

Under en ildebrand på en gård ved Glejbjerg er flere dyr indebrændt. Slukningsarbejdet ventes at vare et døgn.

Et ukendt antal kalve er søndag eftermiddag omkommet under en brand på en gård ved Glejbjerg i Sydvestjylland.

Det oplyser operationschef Casper Christensen fra Trekantområdets Brandvæsen, der leder slukningsarbejdet.

- Nogle dyr er reddet ud, men flere er omkommet. Vi har ikke overblik over omfanget endnu, siger han kort før klokken 18.

Branden brød ud i en lade med cirka 350 store halmballer - såkaldte bigballer.

Ilden er under kontrol, men ventes først at være helt slukket sidst på dagen mandag, fortæller operationschefen.

- Det er ikke fordi, det brænder voldsomt. Men fordi det er halm, der brænder, tager det lang tid, før ilden er slukket, siger Casper Christensen.

Ingen personer er kommet til skade i branden.

Fem brandkøretøjer fra tre forskellige brandstationer i Sydjylland deltager i slukningsarbejdet. Desuden har en dyrlæge været tilkaldt for at tjekke dyrene på gården - hvoraf nogle altså er sluppet levende fra branden.

Borgere i området bedes holde afstand til stedet, så arbejdet med at slukke ilden kan foregå uden forstyrrelser.

Det er endnu uvist, hvad der antændte branden.

Trekantområdets Brandvæsen modtog anmeldelsen klokken 15.

Gården ligger ved Glejbjerg - cirka 30 kilometer nordøst for Esbjerg.

/ritzau/