Søndag er der friske kræfter på vej fra Danmark til Sverige for at hjælpe i kampen mod de omfattende skovbrande.
En bus med 23 brandmænd afgik søndag formiddag fra Beredskabsstyrelsens frivilligcenter i Hedehusene.
Senere søndag eftermiddag tager et nyt hold med 28 brandfolk afsted med kurs mod Ljusdal nord for Stockholm.
Sammen med ni danskere fra det første hold, som bliver i Sverige, vil det samlede antal danskere i aktion i Sverige dermed nå op på 60.
Men det kommer ikke til at gå ud over beredskabets mulighed for at slukke brande i Danmark, forsikrer Lars Høg Schou, operativ chef i Beredskabsstyrelsen.
- Det skulle det ikke gøre, for der er tale om frivillige fra både kommunale beredskaber og fra Beredskabsstyrelsen, siger han.
- Det er reservemandskab, som vi har tegnet kontrakt med. Vi vil stadig have de værnepligtige på vores centre og de fuldtids- og deltidsansatte i de kommunale beredskaber, siger Lars Høg Schou.
Alle de frivillige, der sendes afsted til Sverige, har gennemgået brandmandsuddannelsen.
Så der er tale om erfarne folk, lyder det fra Lars Høg Schou.
Med sig har de en række slukningskøretøjer, 1800 meter brandslanger og seks pumper til at suge vand op fra skovsøer, som kan bruges mod flammerne.
Beredskabsstyrelsen trækker blandt andet på materiel fra styrelsens skole i Tinglev, der alligevel ikke bliver benyttet i sommerferien.
Aftalen med de svenske myndigheder er foreløbigt, at de to danske enheder fortsætter arbejdet frem til udgangen af næste uge.
Men Lars Høg Schou vil ikke afvise, at det kan blive nødvendigt at forlænge indsatsen yderligere.
- Når jeg kigger på vejrudsigten og antallet af brande i Sverige, tror jeg det er realistisk, at vi kan få en forespørgsel om en forlængelse fra Sverige.
- Derfor begynder vi mandag morgen at kigge på det og spørge ind til, om der er flere folk, vi kan sende afsted, siger han.
Antallet af skovbrande i Sverige var søndag morgen faldet til 43 mod 74 lørdag aften.
/ritzau/