Fire biler var fredag aften impliceret i en større ulykke på E45 Sønderjyske Motorvej. Det oplyste vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiet oplyste om uheldet omkring klokken 20.30.
Ifølge vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi var fire biler involveret i uheldet, hvoraf to lå på taget.
Motorvejen blev afspærret og kunne først omkring klokken 23.00 erklæres åben.
I samme forbindelse oplyste politiet via det sociale medie Twitter, at der var syv lettere tilskadekomne ved ulykken, der alle blev bragt til skadestuen.
/ritzau/