Den folkekære skuespiller, Bodil Jørgensen, kommer sig formentlig aldrig helt efter den dramatiske ulykke med en traktor, som ramte hende i 2014.
Under optagelserne til filmen "Far til fires vilde ferie" faldt Bodil Jørgensen på Mandø af en traktor, som efterfølgende væltede ned over hende.
Selv om den nu 56-årige skuespillerinde har det godt, døjer hun stadig med mén, fortæller hun til Se og Hør:
- Jeg kan mærke det, når der som i dag er kulde og blæst udenfor. Men jeg skal ikke klage. Jeg skal bare holde mig i form, siger hun blandt andet til ugebladet.
Ved ulykken punkterede begge hendes lunger, hun fik blødninger i lever og nyrer, fik brud på bækkenet, brækkede samtlige ribben, brækkede begge kraveben og fik brud på hoften, og leveren og nyren blev trykket, så der opstod blødninger. Desuden kollapsede begge hendes lunger.
Bodil Jørgensen sad i flere måneder i kørestol, men har siden været i gang med skuespilleriet. Hun har blandt andet været med i filmene "Mennesker bliver spist", "Mænd og høns", "Den magiske juleæske" og "Aldrig mere i morgen". Dertil kommer musical og revy og ikke mindst TV 2-serien "Badehotellet", hvor hun med succes spiller hotel-ejeren Molly Andersen.
Filmselskabet ASA Film blev efter ulykken sigtet for overtrædelse af Arbejdsmiljøloven og betalte en bøde på 70.000 kroner.