Opdateret klokken 21.00:
Regeringen og Folketingets partier er blevet enige om at fremrykke åbningen af fitnesscentre, svømmehaller og legelande til 8. juni, oplyser Kulturministeriet.
Dermed bliver disse områder en del af genåbningens fase 3.
Partierne havde ellers indtil nu aftalt, det først skulle være muligt fra begyndelsen af august, når genåbningens fase 4 indledes.
Af aftalen fremgår det, at "indendørs idræts- og foreningsliv, som ikke allerede er omfattet af åbning" skal kunne åbne.
Alle indendørs træningsfaciliteter har været lukket siden marts, hvor dele af samfundet lukkede ned som konsekvens af coronaudbruddet.
----------------------------
Efter alt at dømme bliver det allerede fra mandag igen muligt for danskerne at springe fra fem-meter vippen i svømmehallen og slide med håndvægtene i træningscenteret, skriver Jyllands-Posten.
Regeringen lægger nemlig op til, at alle indendørs idrætsfaciliteter genåbner den 8. juni som en del af genåbningens fase 3.
Det fremgår af et udkast til et notat udarbejdet af Kulturministeriet, som Jyllands-Posten er i besiddelse af. Her lyder det, at man ønsker at »genåbne alle lokaler, hvor der udøves idræts- og fritidsaktiviteter, herunder spillehaller, lege- og badelande, svømmehaller og træningscentre«. Alle indendørs træningsfaciliteter har været lukket siden marts.
Oplægget blev sendt ud fra Kulturministeriet til partierne fredag aften og skal forhandles endeligt på plads i denne weekend.
Fortsat retningslinjer
Ifølge udkastet bliver det i høj grad op til idrætslivet selv at udarbejde de konkrete sundhedsmæssige retningslinjer for genåbningen, så længe det sker på baggrund af "sundhedsmyndighedernes generelle retningslinjer."
Det har Sundhedsstyrelsen ifølge notatet vurderet, og det betyder, at der fortsat vil "gælde retningslinjer vedrørende afstand og hygiejne mv.2, skriver Jyllands-Posten.
På Christiansborg er der blandt flere af partierne opbakning til genåbningsforslaget.
SF’s idrætsordfører, Charlotte Broman Mølbæk, bakker grundlæggende op om forslaget om at åbne indendørs idrætsfaciliteter, men ønsker at udarbejde mere specifikke sundhedsretningslinjer.
Hos Venstres idrætsordfører, Stén Knuth, er der tilfredshed med udspillet fra Kulturministeriet.
- Jeg er meget tilfreds med det udkast, vi har modtaget, og vi har en positiv tilgang til det, siger han til Jyllands-Posten.
De Konservatives idrætsordfører, Orla Østerby, udtrykker ligeledes begejstring for regeringens ønske om at genåbne det indendørs idrætsliv.
- Idræts- og foreningslivet bløder, så det er lykkeligt, at det er nået hertil nu. Det er godt for alle aldersgrupper, at man nu kan komme til at røre sig igen, fortæller Orla Østerby og fastslår, at De Konservative bakker op om genåbningen, som de er »helt trygge ved«.