Danskere med begyndende Alzheimer kan måske forsinke udviklingen af sygdommen, hvis de indtager Omega-3 fiskeolie. Det viser et forsøg på Karolinska Institutet i Sverige, der offentliggøres tirsdag i tidsskriftet, Archives of Neurology.
Undersøgelsen er den første kliniske afprøvning af fiskeolie-kapsler mod Alzheimers sygdom, der er den hyppigste årsag til demens.
»Hos de deltagere, der allerede ved starten havde klare tegn på Alzheimers sygdom, gjorde fiskeolie hverken fra eller til, hvilket man heller ikke ville forvente. Det spændende er, at hvis deltagerne kun havde begyndende tegn på demens, bevaredes blandt andet hukommelsen tilsyneladende bedre, når de tog tilskud af fiskeolie. Det tyder på, at omega-3 fiskeolierne kan forsinke nogle af de skader i hjernen, som ses ved demens,« siger overlæge, dr. med. Steen Hasselbalch fra Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet i København, i en pressemeddelelse.
Han vil dog gerne se resultatet bekræftet i flere studier på mennesker med meget tidlig demens.