Fire af de tolv mænd, der i går blev anholdt på Fyn, er netop nu i grundlovsforhør.
Mændene, der på den ene eller anden måde er involveret med Bandidos, blev anholdt i en storstilet politiaktion, der var kulminationen på måneders efterforskningsarbejde af Fyns Politi.
Sigtelserne lyder, ifølge Kirsten Fischer, der er afdelingsleder for organiseret kriminalitet hos Fyns Politi, hovedsageligt på indbrud.
"De fire er fremstillet i grundlovsforhør, og så er det op til dommeren at vurdere, om det materiale, vi har, er nok til en varetægtsfængsling," siger hun til Newspaq.
De resterende otte mænd er løsladt, men sigtelsen hænger stadig over dem.
Kirsten Fischer vil ikke fortælle direkte, hvad der adskiller de fire, der nu er i grundlovsforhør, fra de resterende otte.
"Det er jo efterforskningsmæssige årsager. Vi skønner, at vi kun kan arbejde videre med sagen, hvis de sidder fængslet," siger hun.
Grundlovsforhøret forventes færdigt først på eftermiddagen.