I dag er Sydpolen – eller Antarktis – et ugæstfrit kontinent dækket af is, hvor kuldegraderne dominerer og polarnatten varer i mange måneder.
Men sådan har det ikke altid været, engang var en frodig regnskov i tempereret klima – med masser af liv. Det er i hvert fald forskernes konklusion efter at de har boret i havbunden ud for Antarktis kyst.
Prøverne fra havbunden sender os cirka 90 millioner år tilbage i tiden. Til dengang, hvor dinosaurerne dominerede på landjorden. Prøverne indeholdt ler, rester af fossile trærødder, pollen og spor efter mere end 65 forskellige planter, heriblandt bregner og nåletræer
– Hvis du lavede samme boring i en normal skov, ville du få nogenlunde samme resultat, forklarer geologen Johann Klages til Reuters.
Prøverne, der er taget 27 meter under havbunden, indeholdt ikke spor af dyr. Men Johann Klages forklarer, at der sandsynligvis har været både dinosaurer og insekter på Antarktis dengang.
Jorden i prøverne er dateret til at være mellem 83 og 93 millioner år gamle. Og dermed fra den varmeste periode på jorden de sidste 140 millioner år. Dengang var vandstanden omkring 170 meter højere end i dag, og forskerne anslår, at temperaturen på det tidspunkt årligt lå på 13-15 grader i området. I sommermånederne kunne temperaturen endda snige sig op på 25 grader.
I dag er den gennemsnitlige årstemperatur på Antarktis -40 grader.