Endnu en ny variant af coronavirus er registreret med foreløbig to tilfælde i Storbritannien.
Det oplyser Storbritanniens sundhedsminister, Matt Hancock, på et pressemøde ifølge BBC.
Den nyeste variant er ifølge Matt Hancock "endnu mere smitsom" end den anden nye coronavariant, der har spredt sig i det sydlige England, og som også er blevet registreret i Danmark.
Den nyeste variant er kommet til Storbritannien fra Sydafrika. Derfor indføres der nu rejserestriktioner mod det afrikanske land.
Samtidig opfordres alle, der har været i Sydafrika eller er nær kontakt til en, der har været i landet de seneste 14 dage, til at gå i karantæne med det samme.
Matt Hancock oplyser også, at den nyeste variant ser ud til at have muteret sig mere end den anden coronavariant.
Til gengæld er der ikke evidens for, at en vaccine ikke skulle virke på den nyeste variant.
Det er dermed anden gang på kort tid, at Storbritannien bliver ramt af en virusvariant, der er mere smitsom.
Den første variant, der blev opdaget i Storbritannien, er også nået til Danmark.
Her er den fundet hos foreløbig ti personer, men Statens Serum Institut forventer, at flere tilfælde vil dukke op.
Man bliver dog ikke mere syg af den variant, der er fundet i Danmark, end af den normale coronavirus, der forårsager covid-19.
Den danske regering forlængede tirsdag aften forbuddet for fly fra Storbritannien til midnat juleaften. Det trådte i kraft for at stoppe spredningen af virusvarianten.
Af samme grund lukkede Sverige sin grænse mod Danmark midnat til tirsdag.
/ritzau/