Så kan du godt finde badetøjet frem og stille hvidvinen på køl. For nu kommer sommeren.
Sådan lyder det i DMI’s friske månedsprognose, hvor det især i de næste to uger tegner til at blive både varmt og solrigt.
- Et højtryk over Nordskandinavien forventes de kommende to uger at sende varm luft ind over landet fra øst. Højtrykket giver os for det meste stabilt og tørt vejr med gode solchancer, og der er udsigt til regulære sommerdage, hvor temperaturen overstiger 25 grader, lyder det fra DMI, som dog varsler risiko for regn- og tordenbyger i perioder,
Når vi kommer frem til slutningen af juni, tager vejret dog en drejning i retning af mere “normalt” dansk sommervejr.
- I slutningen af juni og starten af juli er der udsigt til ustadigt og lavtrykspræget vejr med mere variation mellem byger, solskin, skyer og regn, lyder det i månedsprognosen.
I næste uge (uge 25) vil et højtryk sende varm luft ind over landet fra øst og give stabilt og tørt vejr. Det vil i starten af ugen højst sandsynligt give en eller flere regulære sommerdage med temperaturer over 25 grader, mens det sidst på ugen bliver lidt mere ustadigt.
Prognoserne for uge 26 og 27 er mere usikre. Ifølge DMI vil vejret blive lidt mere ustadigt med byger og regn, men der vil også være gode chancer for sol i perioder.