Ritzau
Opdateret kl. 14:35
En del af regningen for de 23 milliarder kroner, som regeringen vil lette skatten med, skal findes på nedskæringer i overførselsindkomster.
Det løftede finansminister Kristian Jensen (V) sløret for ved præsentationen af skattereformen tirsdag formiddag.
- Vi vil blandt andet se på en justering af overførselsindkomster. Vi vil se på, om man kan bruge optjeningsprincippet noget mere, siger Kristian Jensen.
Artiklen fortsætter under facebook-opslaget.
En del af pengene er allerede fundet via aftaler med Dansk Folkeparti om en lav integrationsydelse og et kontanthjælpsloft. Regeringen ventes også at bruge et milliardbeløb fra det generelle råderum i dansk økonomi.
Men derefter mangler der stadig penge til skattelettelserne, og dem vil regeringen blandt andet finde ved at gennemføre nedskæringer på andre områder.
- Det er blandt andet spørgsmålet om, at vi gerne vil have flere optjeningsprincipper, så mennesker, der kommer til Danmark, i højere grad skal optjene retten til de velfærdsydelser, der er i det danske samfund.
- Vi mener, at man skal yde, før man kan nyde. Derfor er der behov for at udvide antallet af optjeningsprincipper i det danske ydelsessystem, siger Kristian Jensen.
Artiklen fortsætter under Facebookopslaget.
Flere og længere optjeningsprincipper til udlændinge er ikke nogen ny idé. Kristian Jensen har selv tidligere slået på tromme for at gøre det sværere for udlændinge at få adgang til danske velfærdsydelser fra første færd.
EU har tidligere kendt et dansk optjeningsprincip for børnechecken i strid med EU-reglerne.
Torsdag fremlægger regeringen finansieringen af skattereformen sammen med sit finanslovsudspil:
- Vi har en række forskellige initiativer, vi præsenterer. Det vil blive samlet op, når vi præsenterer finansloven torsdag, siger Kristian Jensen.
/ritzau/