leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Opdateret kl. 17:30
Sveriges socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, meddeler, at han vil udskrive valg til afholdelse 22. marts, efter regeringens finanslov onsdag blev nedstemt.
Han anklager de fire borgerlige partier i Alliancen for at have ageret ansvarsløst og for at have gjort fælles sag med det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna.
- Det er en ansvarsløs opførsel fra de fem partier, siger han på et pressemøde mindre end en time efter, at regeringens finanslov blev nedstemt.
Af formelle grunde kan statsministeren først udskrive valg i slutningen af december, men beslutningen er en realitet efter Löfvens pressemøde.
Han meddeler, at Sverige går til valg den 22. marts.
Onsdag klokken 16 stod det klart, at Sveriges regering ikke fik sin finanslov gennem Riksdagen, da Sverigedemokraterna sikrede et flertal for de borgerliges forslag.
Et flertal på 182 af de folkevalgte i Riksdagen stemte imod regeringens finanslovsforslag, hvilket gav et flertal for den borgerlige oppositions forslag, da budgetterne var oppe til afstemning onsdag eftermiddag. 153 stemte for regeringens forslag. Ingen undlod at stemme.
- Sverigedemokraterna har gjort alvor af truslerne om at vælte regeringen. Det er en svært alvorlig situation, siger kommentatorer på svensk tv.
Onsdag morgen tog parlamentet fat på en debat om det svenske statsbudget, og lidt efter middag kom meldingen om, at regeringen havde besluttet at sende sit forslag uændret til afstemning, selv om Sverigedemokraterna havde gjort det klart, at partiet ikke ville lægge stemmer til den rødgrønne finanslov i dens nuværende form.
Ingen partier har hidtil villet samarbejde med Sverigedemokraterna, som blev den helt store vinder ved valget i september, og det indvandrerkritiske parti har nu bragt sig i centrum ved at få regeringens finanslovudspil til at falde.
Trods Löfvens forsøg på forhandlinger med de fire borgerlige partier har hverken Moderaterna, Folkpartiet, Centerpartiet og Kristdemokraterna rykket sig.
Med kun 137 mandater - eller 158 med Vänsterpartiet - var den rødgrønne regering afhængig af støtte fra mindst et af de borgerlige alliancepartier for at have flertal i Riksdagen.
/ritzau/