De senere år er danskerne strømmet i teatrene for at se forestillinger, de egentlig godt kender slutningen på. Matador, Midt om natten og Den eneste ene er bare nogle af de film- og tv-succeser, der er blevet genskabt på scener rundt om i Danmark.
»Det er helt klart en bølge, vi ser nu,« siger lektor i dramaturgi Erik Exe Christoffersen.
Og publikum elsker det. Den eneste ene er for eksempel set af 110.000 danskere, 85.000 har set Matador, og 20.000 har allerede købt billet til Festen, der har premiere på Gasværket i København på fredag.
En af årets Reumertvindere, dramatikeren Andreas Garfield, er ikke imponeret.
»Teatrene har ikke råd til fiaskoer, så derfor satser de på sikre succeser, som ikke bringer nogen fornyelse overhovedet,« siger han.
Professor ved filmvidenskab Ib Bondebjerg mener, at den væsentligste forklaring på de mange opsætninger af populære film og tv-serier er, at »det giver en automatisk opmærksomhedseffekt.«
Festen holder om 100 år
Men dirketør for Gasværket Jon Stephensen afviser på det kraftigste den beskyldning.
»Det er fuldstændig ligegyldigt for mig, at Festen har været en film. Vi sætter den op, fordi det er en fantastisk stærk historie, som vi også kommer til at se spillet om 100 år,« siger han.
Da Matador spillede i Operaen, kunne arrangørerne tænde de røde lamper, længe før nogen havde set forestillingen.
Men da historien om livet i Korsbæk endelig indtog scenen, var hverken anmelderne eller publikum synderligt imponerede. Andreas Garfield, håber publikum bliver mere kritiske.
»Det er ærgerligt, hvis de nye generationer af teatergængere får den opfattelse, at teater kun er den her form for underholdning, som alligevel er glemt hurtigt efter forestillingen.«
Jon Stephensen mener, at Festen er af en helt anden kaliber end Matador, Den eneste ene og andre forestillinger, »der mest er interessante for os her i vores egen andedam,« som han siger.
»Men hvis vi ikke må genbruge historien om Festen skal vi så også holde op med at spille Hamlet eller Romeo og Julie ?« spørger teaterdirketøren.
Olesen Banden spiller i koncertsalen i Tivoli og har premiere 8. februar 2008. Den har foreløbig solgt 35.000 billetter.
Matador havde premiere i Operaen i København i sommer. Den solgte 81.000 billetter.
Den eneste ene havde premiere i Forum i København i foråret 2005. Den solgte over 110.000 billetter.
Det Bare Mænd spillede i Tapperihallerne i København i 2004. Den solgte 65.000 billetter.