Nete Kaasen fra Haderslev synes, det er etisk forkert, at opkræve parkerings-afgifter på parkeringspladsen ved en skadestue.
Det siger hun til JydskeVestkysten.
Hun siger, at hun har de 510 kroner der skal til at betale den p-afgift, som blev sat under vinduesviskeren, da hun for nylig var på skadestuen med sin søn, men at hun af principielle årsager næsten er klar til at gå i fængsel.
Hun siger, at skadestuen er et sted hvor langt de fleste kun kommer, fordi de selv eller en person de hjælper, har brug for hjælp:
- P-skiven var i hvert fald det sidste jeg tænkte på, da jeg den 4. maj parkerede på p-pladsen ved Skadestuen på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa, og hastede ind med min stortudende knægt, der havde brækket sin arm.
Knap en time efter havde skadestuen lagt armen i gips, mens en p-vagt havde lagt en afgift under vinduesviskeren.
En klage til Parkeringskontrol Syd, der er en instans under Sønderborg Kommune, er blevet afvist, og forklaringen er at Parkeringskontrol Syd administrerer reglerne efter de retningslinjer, som Sygehus Sønderjylland har sat.
De regler er ganske simple, har Nete Kaasen fået fortalt af en sekretær på skadestuen: Der deles p-bøder ud, for at undgå at besøgende og personale langtidsparkerer.