Det internationale fodboldforbund (Fifa) har tirsdag åbnet for en budrunde for de leverandører, der håber at stå bag mållinjeteknologien ved Confederations Cup i Brasilien til sommer og ved VM samme sted næste år.
Her vil Fifa for første gang bruge det elektroniske hjælpemiddel, der skal hjælpe dommerne med at undgå, at der bliver taget forkerte beslutninger om mål eller ikke-mål, som kan være kampafgørende.
Under det seneste VM i Sydafrika blussede diskussionen om mållinjeteknologi på ny op, fordi en dommer ikke opdagede, at Frank Lampards forsøg var over målstregen i den 1/8-finale, som England endte med at tabe til Tyskland.
To systemer - GoalRef (udviklet af et dansk firma, red.) og Hawk Eye - blev testet med succes under klub-VM i Japan i december, og ved den lejlighed annoncerede Fifa-præsident Sepp Blatter, at mållinjeteknologi også vil blive anvendt ved Confederations Cup og VM.
Fifa oplyser, at også andre interesserede leverandører, der har bestået alle tekniske test, er inviteret til at indlevere bud.
Verdensfodboldforbundet forventer at kunne træffe en afgørelse i begyndelsen af april om, hvem der skal levere fremtidens mållinjeteknologi.
/ritzau/