Hvad kommer den øgede grænsekontrol mod Sverige til at betyde for svenskere, der arbejder i Danmark?
Det er et spørgsmål, som mange i det københavnske shopping-center Field's stiller sig selv.
Her arbejder over hundrede svenskere. Og derfor kan øget transporttid og køer ved ID-kontrollen på stationen i lufthavnen have stor betydning.
- Det værste er usikkerheden for, hvad det vil betyde, siger Center Manager i Field's, Lotte Eiskjær Andersen, til Avisen.dk.
Lang transporttid?
Selvom hun kan se, at de svenske ansatte tager det stille og roligt, kan hun også fornemme bekymring.
Den største usikkerhed går på, hvor meget længere transporttiden bliver.
Et spørgsmål er for eksempel, om de svenske ansatte skal tage afsted flere timer før, fordi der kan være lange køer ved kontrollen.
Det kan ifølge Lotte Eiskjær Andersen specielt skabe problemer for de ansatte, der skal hente børn i børnehaven.
- Hvis det bliver for kompliceret at komme på arbejde, kan det selvfølgelig godt betyde, at nogle vil søge job andet sted, siger Lotte Eiskjær Andersen.
Ser det hele an
Hun tør dog ikke spå om, hvorvidt grænsekontrollen vil betyde, at butikkerne i Field's bliver nødt til at lede efter ny arbejdskraft.
- Det tør jeg slet ikke sige. Men indtil videre kan jeg se, at vores butikker tager den med ro og ser det hele an, siger Lotte Eiskjær Andersen.