Manchester Uniteds manager Alex Ferguson garanterer, at Anders Lindegaard trods få sæsonkampe på cv'et nok skal få en mesterskabsmedalje.
Efter klubben sikrede det nationale mesterskab mandag, har der ellers været spekulationer om, at Anders Lindegaard ikke vil få sin medalje, fordi han kun har spillet otte Premier League-kampe.
Men reglerne er ændret, og derfor skal den danske målmand ikke frygte for at stå uden det ædle metal om halsen.
- Det er utrolig svært for en målmand at få 10 kampe, når ens førstevalg på pladsen præsterer, som David De Gea har gjort. Så jeg synes, Anders Lindegaard fortjener sin medalje, siger Alex Ferguson til klubbens hjemmeside.
- Vi vil uddele, efter hvad vi finder retfærdigt.
Tidligere var det kun de spillere, der havde spillet 10 kampe eller mere, der ville få en medalje.
Men nu er fem kampe det eneste krav, og Manchester United modtager 40 medaljer - 10 mere end tidligere - som klubben selv kan bestemme over.
Det betyder også, at spillere som Darren Fletcher og Alexander Büttner kan se frem til en medalje, selv om de ikke nåede at få 10 kampe i sæsonen, siger Alex Ferguson.
Manchester United sikrede mesterskabet med en 3-0-sejr over Aston Villa mandag.
/ritzau/