Fem yngre personer er i kritisk tilstand i Oslo efter en formodet kulilteforgiftning.
Det oplyser indsatsleder for ambulancetjenesten Hans Kristian Jørgensen til det norske medie VG.
Ifølge nyhedsbureauet NTB formoder politiet, at forgiftningen er sket under en ulovlig fest med 80 personer i en bunker i Oslo-bydelen St. Hanshaugen.
Det vides ikke, hvad der har ført til forgiftningen.
- Syv yngre personer blev fundet bevidstløse af en patrulje klokken 03.46 efter en fest i en bunker, oplyser indsatsleder André Kråkenes for Oslos politidistrikt til NTB.
Redningstjenester rykkede herefter ud til stedet søndag. Et større område er spærret af.
Indsatsleder for ambulancetjenesten Hans Kristian Jørgensen oplyser til VG, at man leder efter flere.
- Vi søger i området efter flere, siger Hans Kristian Jørgensen og uddyber:
- Der er tale om kulilteforgiftning. Fem, som er kørt til Ullevål (hvor Oslo Universitetshospital ligger, red.), har kritiske skader, en er kørt til Lovisenberg. Nogle andre er kørt til Ullevål for at blive tjekket.
/ritzau/