Efter to kampe uden fuld gevinst hentede Stuttgart søndag en bundesligasejr på 2-0 over Borussia Mönchengladbach - og det var godt for den sydtyske klub.
For Stuttgart, som har præsteret meget svingende i denne sæson, er med sejren så godt som sikre på ikke at rykke ned.
Holdet har nu 12 point flere end Hoffenheim, som ligger på 16.-pladsen, der medfører nedrykningsspil.
William Kvist sad på bænken for Stuttgart indtil fem minutter før slutfløjt.
Danskeren, som ellers blev rost og spillede fremragende, da han kom til Stuttgart i sidste sæson, har haft det svært på det seneste, hvor han har indtaget en position på bænken.
Med nederlaget tabte Borussia Mönchengladbach terræn i forhold til at spille europæisk fodbold i næste sæson.
Stuttgarts to mål faldt i løbet af fem minutter midt i første halvleg. Det første var et selvmål af Gladbach-backen Alvaro Domínguez. Kort efter scorede Christian Gentner til 2-0 for hjemmeholdet.
/ritzau/