Landets plejehjem lider af alvorlige mangler. Faktisk har 97 procent problemer med at leve op til Sundhedsstyrelsens krav.
Embedslægen besøgte sidste år 1040 plejehjem, hvor kun 34 steder formået at slippe for nogle anmærkninger, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Derimod var der fejl og mangler på 712 af plejehjemmene. Fejl som indebar risiko for patienters sikkerhed. I 50 tilfælde var anmærkningen 'alvorlige fejl og mangler'.
Tallene begejstrer ikke Sundhedsstyrelsens chef for tilsyn, Anne Mette Dons.
"Den høje fejlprocent betyder ikke, at det er farligt at være på plejehjem. Det er vigtigt for os at sige, at i langt de fleste tilfælde er det ikke graverende fejl, men vi ser på det med patientsikkerhedsmæssige øjne. Og mange steder mangler der stadig klare retningslinjer fra ledelsen," siger hun til avisen.
Hos Ældresagen mener man, at manglende personale med kyndig viden er skyld i den kedelige statistik.
"Mange plejecentre har for lidt personale med sygeplejefaglig viden. De står med masser af tvivlssituationer," siger ældrepolitisk konsulent i Ældresagen, Margrethe Kähler.