Federer får suveræn start på tennissæsonen for Schweiz

Sport
TENNIS-AUS-HOPMAN (Foto: Tony Ashby/Ritzau Scanpix)

Roger Federer fik sammen Belinda Bencic en god start på Hopman Cup, hvor de er forsvarende mestre.

Tennisikonet Roger Federer fik søndag en glimrende start på 2019-sæsonen for hjemlandet Schweiz i Hopman Cup i australske Perth.

Federer skulle blot bruge 57 minutter på at slå briten Cameron Norrie med cifrene 6-1, 6-1.

Siden vandt han også mixeddoublen med makkeren Belinda Bencic i to sæt, og samlet tog de en sejr på 3-0 over Storbritannien.

De to stiller op som forsvarende mestre i turneringen efter triumfen i begyndelsen af 2018.

Ved den lejlighed gjorde Federer rent bord i turneringen og kickstartede sæsonen, som senere i januar førte til den anden triumf i træk i Australian Open.

Nu ser Federer igen skarp ud fra sæsonens spæde begyndelse.

- Det var virkelig godt. Jeg kom hurtigt ud af startblokken. Jeg havde rytme, og der var perfekte forhold. Jeg var glad for alle aspekter i mit spil.

- Mit fodarbejde, mit offensive spil, serven, returneringen, alt var der. Så jeg synes, at det var en god kamp for mig, siger Federer.

37-årige Federer, der ligger nummer tre i verden, fortsætter jagten på endnu et Hopman Cup-trofæ i gruppekampen mod USA 1. januar.

/ritzau/AFP

/ritzau/AFP