En måned før Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) kom på besøg hos Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), blev medarbejder hos FE advaret om besøget. Og det førte til, at "størstedelen" af medarbejdere slettede personoplysninger fra deres arbejdsstationer.
Det skriver Information.
Avisen erfarer, at det er fast praksis, når TET varsler en kommende inspektion.
Ifølge landsdommer Michael Kistrup, der er formand for TET, gør den fremgangsmåde ikke noget.
Kontrollen skal ikke fokusere på de enkelte medarbejdere, forklarer han.
Den skal tjekke "tjenestens samlede organisation af behandling af oplysninger i de pågældende afdelinger, samt effektiviteten af tjenestens oplysning af medarbejderne om gældende regler for behandling af oplysninger"
Det skriver han i en mail til Information.
Til gengæld undrer formanden for It-politisk forening, Jesper Lund, sig.
- Hvis det får medarbejderne til at rydde op, er det jo positivt. Men det ville man nok også opnå, hvis det hele tiden lå i luften, at tilsynet kunne dukke op, hvilken dag det skulle være, siger han til Information.
Om indretningen af kontrollen er hensigtsmæssig afhænger af, hvad man ønsker at opnå med den, siger lektor ved Roskilde Universitet Pernille Boye Koch, der har forsket i demokratisk kontrol med efterretningstjenester.
- Hvis man er ude efter, at tilsynet giver et repræsentativt billede af virkeligheden, er det ikke særligt smart at melde sit besøg på forhånd, siger hun til Information.
- På den anden side virker det, som om FE har eller i hvert fald har haft massive problemer med at få ryddet op i gamle data.
- I så fald kan det give mening at benytte den anledning, at tilsynet kommer på besøg, til at få gjort noget ved det.
/ritzau/