FC Nordsjælland var presset til det yderste i kampen om at nå de eftertragtede top-6 placeringer, da Superligaens grundspil blev afsluttet med en spændende 26. spillerunde.
Farum-klubben måtte dog vente til kort før tid, før teenagetalentet Andreas Skov Olsen sikrede klubben en plads i mesterskabsslutspillet med en frisparksscoring til 1-0 ude over Vendsyssel.
En plads, som FCNs anfører Victor Nelsson kalder fuldstændig berettiget. Han mener, at mesterskabsslutspillet ville være kedeligt uden FCN.
- Hvis du spørger eksperterne, så tror jeg, alle er enige om, at vi er berettiget til at være med, og at det ville være kedeligt uden os, siger han.
Truppen består primært af unge og talentfulde spillere. Derfor mener Nelsson også, at det bliver et frigjort FCN-mandskab, der skal ud og jagte bronzen mod de bedste.
- Man vil selvfølgelig hellere spille ude mod FCK og Brøndby, end man vil til Hobro. Så det bliver godt for os alle sammen at måle os med de bedste, siger anføreren.
- Vi har ingenting at miste, så vi skal bare ud og jagte de bronzemedaljer, siger Nelsson.
FCN-sportschef Carsten V. Jensen ser frem til det boost, som et slutspil mod de bedste forhåbentlig giver.
Det gælder både de økonomiske og især de erfaringsmæssige værdier.
- Der er selvfølgelig konkrete kroner i at ende i top-6. Men værdien i at spille mod de bedste og på fyldte stadioner er enorm.
- Det betyder sindssygt meget for os, at vores klub, vores hold og vores spillere er repræsenteret på den bedste hylde i Danmark, siger sportschefen.
Det er tredje sæson i træk, at FC Nordsjælland formår at kvalificere sig til mesterskabsslutspillet. Holdet har seks point op til OB på tredjepladsen.
/ritzau/