Det kan godt være, at målene er raslet ind i FC Nordsjællands netmasker i dette efterår i Champions League, hvor Danmarks repræsentant i turneringen indkasserede hele 22 mål.
Men det er ikke Jesper Hansens skyld. I hvert fald ikke, hvis man spørger kollegerne i Superligaen og 1. division, der sammen med Tipsbladet har peget på mestrenes keeper som årets målmand i Danmark 2012.
Dermed bliver Jesper Hansen for første gang i karrieren hædret med prisen Det Gyldne Bur, som er uddelt siden 1984.
- Det var en fantastisk nyhed at få, og jeg blev selvfølgelig rigtig glad. Det var et stort øjeblik, for det er jo det største, du kan opnår herhjemme: At blive kåret til Årets Målmand af ens kolleger, siger Jesper Hansen til Tipsbladet.
17 af de 22 målmænd, der deltog i afstemningen, havde Jesper Hansen med i deres top-tre. Han fik i alt 44 point og var dermed langt foran Johan Wiland fra FC København, der ellers kunne have vundet titlen for tredje år i træk.
Lars Høgh har rekorden med fem udnævnelser til Årets Målmand. Første gang var i 1986 og sidste gang var i 1994.
Peter Schmeichel, Karim Zaza og Jesper Christiansen har alle vundet titlen tre gange hver.
/ritzau/