27-2.
Sådan lød skudstatistikken ifølge uefa.com efter slutfløjtet i kampen mellem Atalanta og FC København.
Alligevel lykkedes det FCK at tage 0-0 med til returopgøret i Europa League-kvalifikationen, og det var målmand Jesse Joronen en af nøglerne til.
Den finske keeper diskede op med flere store redninger, da det brændte på i københavnernes defensiv. Han var forberedt på, at det nok var nødvendigt.
- De kom med alt det, vi havde forventet, men vi skabte alligevel et fantastisk resultat for klubben.
- Jeg gjorde selv, hvad jeg kunne for holdet, og det var dejligt med et clean sheet, men kredit til forsvaret og hele holdet for den flotte defensive indsats. Det hjælper også målmandens arbejde, siger han til FCK's hjemmeside.
En af de forsvarsspillere, der hjalp FCK til det uafgjorte resultat, var nytilkomne Andreas Bjelland.
Han fremhæver starten og slutningen på kampen som de sværeste for FC København.
- Det er et rigtigt stærkt resultat det her. Efter deres gode start arbejdede vi os godt ind i kampen og gjorde det svært for dem, men vi kom også til at stå for dybt i anden halvleg. Især i de sidste 15-20 minutter.
- Der kæmpede vi bare for at holde nullet, og jeg synes, vi leverede et rigtig godt defensivt arbejde.
- Men vi ved også, at vi skal blive bedre til at holde i bolden og være lidt mere rolige med den, når vi får den, siger Bjelland.
FCK og Atalanta spiller returopgør i Parken i København om en uge.
/ritzau/