FCK vil fortsætte ubesejret stime på udebane i Europa

Sport
Europa League kamp mellem FCK-FC Zenit (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Backen Nicolai Boilesen er med i FC Københavns trup på 20 spillere, som onsdag morgen rejste til Rusland.

FC København kan fortsat selv afgøre, om holdet går videre fra Europa Leagues gruppespil.

Det kræver en sejr ude over Zenit torsdag og dernæst en hjemmesejr over Bordeaux i den sidste gruppekamp.

Mindre kan formentlig også gøre det for FCK, men træner Ståle Solbakken tør ikke at tage nogle chancer.

- Jeg tror, vi skal vinde for at gå videre, siger Solbakken.

Zenit avancerer med en sejr eller et 0-0-resultat. Russerne vil med 0-0 være bedre end FCK i indbyrdes kampe, fordi Zenit scorede et udebanemål i 1-1-kampen ude mod FCK i den første gruppekamp.

Solbakken kræver sejr over Zenit og hæfter sig ved FCK's udekampe i Europa i denne sæson, hvor københavnerne er ubesejret.

- Vi har været meget gode defensivt i alle udekampe. Vi var lidt heldige i anden halvleg mod Atalanta, men ellers har vi tilladt modstanderne meget få chancer, siger Solbakken.

FCK har vundet ude over finske Kups, islandske Stjarnan og bulgarske CSKA Sofia samt spillet 0-0 ude mod italienske Atalanta i kvalifikationen til Europa League.

Dernæst har FCK vundet 2-1 ude over franske Bordeaux og spillet 0-0 ude mod tjekkiske Slavia Prag i gruppespillet.

Zenit fører den russiske liga, og Solbakken vurderer, at russerne er stærkere nu end i 1-1-opgøret i Parken.

- Det er det førende hold i Rusland. Zenit har haft en rigtig god sæson både i Europa og i den hjemlige liga, så det bliver en hård opgave, men vi er klar.

- De har fået nogle spillere tilbage, som var skadede sidst, så de har nok en lidt bredere trup denne gang, siger Solbakken.

Der er også gode nyheder i FCK, da backen Nicolai Boilesen er blevet klar efter en skade og indgår i en trup på 20 spillere, der onsdag morgen rejste til Rusland.

FCK må dog klare sig uden Viktor Fischer, Kenan Kodro og Michael Lüftner, der alle er ude med skader.

Zenits kamp mod FCK fløjtes i gang torsdag klokken 18.55.

/ritzau/